Forældresamarbejdet
I Havnely lægger vi vægt på et forældresamarbejde der er præget af åbenhed og tillid, hvilket indebære at vi siger tingene til hinanden.
I Havnely ser vi forældresamarbejdet som værende altafgørende for barnets trivsel og udvikling.
Vi vægter højt at skabe sammenhæng mellem barnets to verdener: hjemmet og institutionen.
Vi arbejder ud fra en forståelse af, at familiens levede liv har betydning for den måde, vi møder familien og det enkelte barn på.
I den daglige åbne dialog skaber vi gode trygge relationer til forældrene, og sammen sætter vi fokus på, hvad deres barn er optaget af og er i gang med at øve sig i.
Det gode samarbejde kræver åbenhed og engagement fra begge parter, men de professionelle bærer ansvaret for at skabe muligheden for det.
Vi ser det som væsentligt, at forældrene tager kontakt til personalet, hvis der er noget som undrer eller fylder i forhold til deres gang i Havnely.
Forældresamtaler
Vi afholder følgende planlagte forældresamtaler i løbet af barnets tid i Havnely. Opstartssamtaler, trivselssamtaler og afslutningssamtaler ved overgange. Derudover kan vi indkalde forældrene til yderligere samtaler efter behov.
Forældre har altid mulighed for at bede om en samtale ud over de planlagte, hvis de har behov for at drøfte noget, får viden om barnets udvikling eller andet.
Vores forældresamtaler tager udgangspunkt i vækstmodellen, hvor man ser på ”hvad går godt”, ”udfordringer” (hvad man drømmer om for fremtiden), ”muligheder” (hvordan kan vi komme tættere på drømmen) og laver ”aftaler” ud fra mulighederne.
Derudover bruger vi, i overgangen fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole, et dialog-værktøj fra ”Hjernen & hjertet”, hvor fokus er på barnets trivsel og udvikling set fra henholdsvis institutionens og forældrenes perspektiv.
Overgange
I forbindelse med overgange, både den fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole, har vi udarbejdet foldere, som beskriver hvorledes forældrene kan støtte, guide og hjælpe deres barn med at blive klar til det næste skridt i livet.
I hverdagen beskriver vi pædagogiske aktivitetsforløb og projekter, her beskriver/dokumenterer vi hvad vi har gang i og hvorfor.
Til forældremøder holder vi oplæg, viser film og skaber mulighed for dialog mellem personale og forældre og forældre imellem.
Her sætter vi blandt andet fokus på, hvad det vil sige at lære for et barn på 0-6 år. Vi belyser børnenes hverdag ud fra et læringsperspektiv, samt stiller skarpt på hvor den foregår.
Vi er i dialog med forældrene om, hvordan man som forældre kan støtte og guide sit barn til at turde fejle og øve sig.